Vi er ikke alene

De har altid været ved vores side. Usynlige, godhjertede, beskyttende. Menneskeslægten har altid kendt til dem og i visse perioder accepteret dem. Vores tidligste forfædre i jernalderen og vikingetiden kaldte dem fylgje, fylgia, følgesvend. Da kristendommen kom, blev de kaldt skytsengle. Skytsånd, skytshelgen, skytspatron, beskytter, vogter, englevagt, god fe, guide, leder. Benævnelserne er så mange, at man i virkeligheden indser, at det drejer sig om et fænomen. I vore dage bruger man helst betegnelsen hjælpere…

Da Margit Sandemo opfordrede læserne af et norsk ugeblad til at skrive om deres egne erfaringer med hjælperne, blev resultatet i første omgang lidt over hundrede breve. Også mens bogen blev skrevet, strømmede det stadig ind med beretninger. Selv om det på ingen måde er noget forsøg på at skrive en videnskabelig afhandling om fænomenet, overbeviser denne samling om, at der er noget ved vores side, uanset hvad vi vælger at kalde dem. De færreste af os kan mærke dem, endnu færre får dem at se, men de er der, beskytter os og passer på os.