Mellem linjerne

Siv er blevet mobbet og kaldt Hesteansigt, siden hun startede i skole. Hendes mor går mest op i at holde hende ren og anstændig, og hun føler, at hun befinder sig i en plastikboble, hvor der ikke er plads til at finde ud af, hvem hun er. Så hun holder ud, drømmer og venter på tiden efter folkeskolen, hvor alting forhåbentligt bliver anderledes.

Men tre måneder før hun er færdig, møder hun Hans, der ryger joints bag et skur og kigger på hende, som om hun er fuldstændig rigtig, og det sætter alt i perspektiv.

Er det stadig nok bare at holde ud og vente? Hvor stor forskel kan et andet menneske gøre? Og er nogen ord i sidste ende for vigtige til ikke at blive sagt?