Livtag med fortiden

Anerkendelsen fra offentligheden ændrede samtidig tidligere børnehjemsbørns muligheder for at genforhandle deres erindringer og fortælle åbent om dem. Kvinder og mænd med en barndom på vidt forskellige børnehjem begyndte at beskæftige sig aktivt med deres egen historie. Nogle fordi fortiden var omgærdet af uvished og tavshed, andre fordi deres smertelige erfaringer blev ved med at forfølge dem. Enkelte fordi de oplevede, at det ensidige fokus på fortidens skyggesider ikke gav plads til deres gode barndomsminder.

Antropolog Stine Grønbæk Jensen viser i Livtag med fortiden, hvordan disse tidligere børnehjemsbørn som voksne har opsøgt deres journaler på Rigsarkivet, genbesøgt barndommens sovesale og landskaber, forsøgt at finde frem til forældre og søskende, de aldrig har kendt, dannet nye fællesskaber på internettet og skrevet digte og bøger om deres erindringer. Hun viser, hvordan de gennem deres erindringspraksis prøver at vriste sig fri af skam og forandre forholdet til sig selv. Ofte bliver de også politiske aktører, som træder frem i offentligheden for at gøre deres version af historien gældende.