Knoglemarv lavendel

Knoglemarv lavendeler den officielle debut fra det unge skriftkollektivBlod, måne, søndag. Knoglemarv lavendel arbejder med det rituelle, med besværgelsen, med den kollektive stemmes radikale potentiale.Knoglemarv lavendel sigerjeg ogviogjegigen. Den siger:hvordan kan vi læne os frem i denne krop. Den siger:vi kunne tænke os / at være flere om et ansigt.Bogen taler om sølvklokker og hjemsøgelser, om husarbejde og vinterbær og olieplettede kjoler.Den siger:vi løfter hinandens fletninger som brudeslør / mine kammerater. Bogenbærer på ceremonier og hemmelige tegn. Bogen råber ud i verden. Den taler tilbror. Den taler tilmine piger. Bogen siger:Vi vil være den person / der glatter kjolen / for kjolens skyld. Det er digte der undersøger kroppen som politiseret sted. Det er digte som insisterer på den kollektive stemme som skrøbelig overlevelsesstrategi i en umulig verden:Vi har et våben og det hedder / mine piger.Knoglemarv lavendel rummer på samme tid en stor ensomhed og et ukueligt kollektiv. Bogen bliver et sted hvor det kollektive ikke udsletter ensomheden, men indlejrer den i sig, som et organ i en voksende krop.Stemmen er brutal og øm, den råber og hvisker, den vokser og vokser, den synger en sang for lyset, synger:jeg vil holde en fest / for alle dem / der så os græde…