Frank

Hans spidse ører står skarpt mod den hvide væg, mens det lodne kostume gør resten af hans omrids utydeligt.

”Jeg sover ikke.”

”Det hele; samfundet, livet, du er illusioner.

”Koldsved kryber ud fra sit hulrum bag min navle og glider gennem mave, bryst, arme, hals, underliv, ben, bølger dovent ud mod huden.

”Du ved, det hele er en illusion,” siger han. ”Men hjertet pumper videre. En tragisk maskine pumper videre, pumper, pumper, pumper som en kanin, der stamper. Dit hjerte, dyret, maskinen, der elsker dig i kærlig afhængighed. Jeg er også en kanin, og jeg elsker dig.

”Han har hovedet lidt på skrå, fanger månelyset med øjet.

”Nej, du og jeg hader alting,” svarer jeg.”

Mia Dall debuterer med sin groteske roman Frank – en autofiktiv depressionsgyser om kvælende samfundssystemer, autoriteter og et sønderrevet ønske om forandring.

Det er sommer i København og jeg-fortælleren er plaget af kvalme, sygdoms-angst og håbløshed, da hendes uhyggelige og kaninlignende spaltning Frank slår følge med hende på en af hendes endeløse gåture rundt på Assistens Kirkegård. Frank vil have magt, og jeg-fortælleren skal starte hans revolution.

Bogen handler om at opløse sig selv i forbrugersamfundets lyksaligheder. Om at være født som lige dele ventende venstrefløjsrevolutionær og perfektionssøgende 12-talspige. Om at finde meningen med livet på Instagram og ikke turde spise.