Élisée Reclus’ Et vandløbs historie udkom første gang i 1869. Det er en underlig bog. Halvt poetisk besyngelse af vandløb og natur. Halvt anarko-socialistisk manifest. Grundlæggende består bogens projekt i at beskrive et vandløb fra kilde til hav. Men det er ikke udelukkende en geolog, som taler. Sproget er ikke udelukkende videnskabeligt, selvom ordforrådet er præcist og varieret. Naturen beskrives ikke bare nøgternt og registrerende. Videnskabsmanden har fået selskab af digteren og socialisten. Digteren fortaber sig i naturen og beskriver den indgående ned til mindste detalje. Ikke som et korrektiv til geografen, men som en udvidelse af det videnskabelige blik. Den skal også beskrives sanseligt, som den optræder for det åbne, modtagelige og påvirkelige menneske.
I titlen Et vandløbs historie er det tydeligt, at bogen ikke kun er interesseret i en direkte og naturvidenskabelig udlægning af surhedsgrad og vandstand. Vandløbet har en historie, og det indskriver sig dermed også i menneskets evolution og har relevans for den måde, vi indretter vores samfund på. Vi flakser således med Reclus rundt i historien fra stenalderens hulemænd over den romerske hærfører Scipios badeture og videre op til forfatterens samtid, hvor vandløbet indgår i den topmoderne industrialisering. Flere steder bevæger vi os endda ud over samtiden og ender i en socialistisk utopi, hvor arbejderne forenes, og menneskeheden samles i et magtfrit fællesskab.
Bogen er i høj grad relevant i dag, fordi den tilbyder os et frisk og bejaende blik på naturen som noget, der ikke ligger uden for os selv. Naturen hos Reclus er ikke den store Anden, som man enten kan passe på eller ødelægge. Den er ikke udelukkende et objekt, men optræder i menneskets historie og kultur som en drivende kraft. Vandløbet er som resten af naturen evigt forbundet med mennesket på godt og ondt, og det løber som en understrøm i bogen, at det er essentielt for mennesket at vedligeholde denne forbindelse.
På den led flyder Reclus’ poetiske projekt sammen med hans politiske overbevisning. Den geografisk præcise og poetisk sanselige indoptagelse af naturen bliver en modstandskamp for digteren. Naturen er både et middel til at genoplade batterierne og samle kræfter til den store kamp for frihed og retfærdighed, men den har også en iboende værdi for os som del af vores fælles historie og udvikling.
